München kalder sig selv Italiens nordligste by, hvilket er en vittighed om det vejr, den ville ønske den havde, og om den måde, den kan lide at leve på. Den er den rigeste og mest velordnede af de store tyske byer, og samtidig den, der mest konsekvent tilbringer sin fritid udendørs sammen med fremmede. Ølhaven er årsagen. Ifølge bayersk lov skal en rigtig ølhave lade dig tage din egen mad med, hvilket betyder, at bordene fyldes med alle fra studerende til pensionister, og de lange fælles bænke betyder, at du sætter dig ved siden af folk, du ikke kender. Den ene skik former hele stedets sociale karakter. Rundt om den ligger en kompakt by, man kan gå i, med hundrede og tredive tusind studerende, en flod ren nok til at svømme i, en alpekæde en time sydpå med toget og en økonomi, der har trukket folk til fra hele verden uden at miste den lokale dialekt. München tager sine regler alvorligt og sin fritid endnu mere alvorligt, og når du først har fundet ud af, hvad der er hvad, er det en af de nemmeste byer i Europa at falde i snak i.
Større end Central Park og strækker sig fem kilometer langs Isar gennem midten af byen. Den rummer tre store ølhaver, en kinesisk pagode, enge hvor folk soler sig med meget lidt tøj på årets første varme dag, og en stående flodbølge i den sydlige ende, hvor surfere står i kø i våddragter året rundt. München bruger den konstant snarere end at besøge den. Gå ind ved Haus der Kunst, se surferne ved Eisbach, og følg vandet mod nord til Chinesischer Turm og en øl under træerne.
Et permanent friluftsmarked, der har kørt i to hundrede år midt i den gamle by og sælger ost, vildt, blomster og krydderier til priser, der afspejler adressen. Ølhaven i midten roterer mellem Münchens seks bryggerier og er det ene sted i byen, hvor kontorfolk, markedshandlere og besøgende faktisk deler borde. Rundt om ligger den kompakte gågadekerne: Marienplatz med sit mekaniske klokkespil, Frauenkirches to tvillingekupler og Asamkirche, en lillebitte barokkirke klemt ind mellem to huse, som er de to minutter værd, det tager at se den.
München gav for tyve år siden sin flod naturen tilbage, rev betonkanalerne op og lod grusbredder danne sig, og resultatet er byens mest brugte offentlige rum. Om sommeren svømmer tusinder i det kolde grønne vand, griller på stenene og sidder ude til det bliver mørkt, især mellem Reichenbachbrücke og Flaucher. Det er gratis, fuldstændig ureguleret, og det er her, München er mindst formel. Tag noget at sidde på og noget at grille med, så gør du præcis det samme som alle omkring dig.
De bayerske herskeres sommerslot: en kilometer barokfacade for enden af en kanal, med en park bagved, der fortsætter over to kvadratkilometer. Indenfor ligger Skønhedsgalleriet, et rum med seksogtredive portrætter af kvinder, som en konge i det nittende århundrede anså for de smukkeste i München uanset deres stand — hvilket siger noget om byens selvbillede. Parken er gratis og aldrig overfyldt, med skjulte pavilloner, en kanal der i kolde vintre fryser hårdt nok til skøjteløb, og svaner.
Tre Pinakotheken, et museum for moderne kunst og den ægyptiske samling ligger inden for få karreer af hinanden i Maxvorstadt, omgivet af universitetet, som holder caféerne billige og gennemsnitsalderen lav. Alte Pinakothek rummer Rubens og Dürer; Pinakothek der Moderne dækker kunst, design og arkitektur i én bygning. Entré til hver af dem koster én euro om søndagen, og det er der, de lokale går hen. Bagefter har gaderne omkring den bedste mad og drikke for pengene i den centrale by.
Bygget til legene i 1972 og stadig i daglig brug, med et teltagtigt tag af stålkabler og glas, der dengang lignede fremtiden og stadig gør det. Du kan bestige bakken bygget af krigsruiner for udsigt over hele byen til Alperne på en klar dag, gå på taget på en guidet tur eller svømme i det oprindelige olympiske bassin. Om sommeren fylder koncerter det. Ved siden af ligger BMW Welt, som er gratis og forbløffende, uanset om du går op i biler, og U-Bahn bringer dig dertil på tolv minutter fra centrum.
Den helt centrale münchenske institution og en virkelig usædvanlig social maskine. Bordene er lange, bænkene fælles, og at sætte sig på en ledig plads ved siden af fremmede forventes snarere end at være påtrængende — at spørge Ist hier noch frei? og få et nik er hele ritualet. I en rigtig ølhave må du tage din egen mad med i selvbetjeningsafsnittet; afsnittet med duge betjenes af tjenere og tillader det ikke. En Maß på en liter koster omkring ti euro. Chinesischer Turm, Augustiner-Keller og Hirschgarten, der har plads til otte tusind, er klassikerne.
Münchens mest selskabelige aftenkvarter, syd for den gamle bykerne: små barer, centrum for byens LGBTQ+-liv og et publikum, der er lokalt snarere end turistisk. Gärtnerplatz, en rund plads med et teater i midten, fyldes fra klokken seks om aftenen med folk, der sidder på trapperne med en flaske. Det er til at gå i, veloplyst og livligt til sent, og tætheden af små steder betyder, at du kan flytte dig fire gange på en aften uden at tilbagelægge mere end nogle hundrede meter.
Seks millioner mennesker, seksten dage og en skala, der skal ses. Den løber fra midten af september til den første weekend i oktober på Theresienwiese, entré er gratis, og teltene fylder op sidst på formiddagen i weekenderne — tag afsted på en hverdag, ankom før elleve, og sæt dig ved et bord i stedet for at stå. Book overnatning måneder i forvejen, eller regn med at betale tre gange så meget. Er det for meget, er Frühlingsfest i april og Auer Dult-markederne den samme idé i en tiendedel af størrelsen, med lokale og uden køer.
Den bayerske kro er et andet dyr end ølhallen: mindre, træbeklædt, med et stambord markeret med et skilt og en menu af stegt svinekød, melboller og Obatzda. Steder som Wirtshaus in der Au eller Zum Augustiner holder formen uden at spille den op for besøgende. Det væsentlige for en nytilkommen er, at disse lokaler er larmende og fælles, at portioner deles let, og at personalet er hurtigt på en måde, der er effektivitet og ikke uhøflighed. Det er her, München spiser på en ganske almindelig tirsdag.
Den Bayerske Statsopera er blandt verdens to-tre fineste huse, og Philharmonie og Herkulessaal holder byen beskæftiget med orkesterkoncerter næsten hver aften. Ståpladser og pladser på øverste galleri i operaen starter under femten euro og sælges kort før forestillingen. I juli sender Opernfestspiele én forestilling gratis på en skærm på Max-Joseph-Platz, hvor flere tusind mennesker sidder på brostenene med madkurve — den mest behagelige gratis aften i münchenkalenderen.
En stående bølge på omkring en meter dannes, hvor Eisbach-strømmen løber ind i Englischer Garten, og surfere har redet den siden 1970'erne — i våddragt, i februar, midt i en europæisk by. Der er et køsystem, et reb og en etikette, som de faste håndhæver. Det koster ingenting, det er fem minutter fra Haus der Kunst, og det holder folks opmærksomhed langt længere, end de regner med. Tag afsted en lun aften, når folkemængden på broen er mest livlig.
Fra juni til september går münchnere op langs floden til Flaucher eller længere, går i vandet og lader strømmen bære dem tilbage. Vandet er alpint og virkelig koldt, strømmen er stærk, og du har brug for sko på grund af stenene — men det er den mest karakteristiske sommereftermiddag i byen, og den er helt gratis. Grusbredderne på begge sider fyldes med grill og højttalere. Tjek hvor stemmeværkerne er, før du går i, og kom op i god tid inden dem.
Regionalnettet når Alperne på cirka en time. Billetten Bayerische Oberland dækker en hel gruppe en hel dag for meget lidt. Tegernsee og Starnberger See er de nemme søture, med ølhaver ved vandet og både. Til bjerge når toget til Garmisch og tandhjulsbanen op ad Zugspitze Tysklands højeste punkt, eller Kochel og Herzogstand giver dig en ordentlig vandretur med udsigt over to søer. Tag tidligt afsted og vær hjemme til aftensmad.
Køb ost, brød, radiser og Obatzda på Viktualienmarkt, bær det ind i markedets egen ølhave, køb kun drikkevarerne, og sæt dig ved et fælles bord. At tage sin egen mad med ind i selvbetjeningsdelen af en ølhave er en juridisk ret i Bayern, og de lokale bruger den hele tiden. Det koster omkring femten euro for en eftermiddag, det er det billigste gode måltid i det centrale München, og den fælles bænk klarer præsentationen for dig.
Den første nazistiske koncentrationslejr, tyve minutter fra centrum med S-Bahn, i dag et mindested vedligeholdt med stor alvor. Entré er gratis, og lydguiden er værd at tage. Det er ikke et stop på en sightseeingrunde, og det passer ikke ind i en travl dag; sæt tre-fire timer af, og planlæg ikke noget krævende bagefter. At forstå, hvad der skete her, er en del af at forstå den by, du står i, og mindestedets eget personale er de bedste guider til det.
Maj til september er ølhavesæsonen og grunden til, at de fleste kommer: lange aftener, varme eftermiddage og en Isar fuld af svømmere. Juni og juli er de pålidelige måneder; august kan være tordenfuld. Sidst i september kommer Oktoberfest, som fordobler priserne og fylder alle hoteller, så beslut dig bevidst for, om du vil være her under den. Vinteren er kold, ofte under frysepunktet, med en fin julemarkedssæson fra sidst i november og Alperne en time væk til skisport. April og oktober er behagelige, billige og stille, med vejret som et reelt lotterispil.
Et af Europas bedste transportsystemer: U-Bahn, S-Bahn, sporvogne og busser på én billet, i drift fra omkring klokken fire om morgenen til et om natten, med U-Bahn og S-Bahn hele natten i weekenderne. Køb en dagsbillet eller gruppedagsbilletten, som er bemærkelsesværdig værdi for tre eller flere, og stempl den før ombordstigning. Lufthavnen er fyrre minutter med S1 eller S8. Centrum er lille nok til at krydse til fods på tyve minutter, og byen er usædvanlig god at cykle i, med brede adskilte baner og et offentligt lejesystem — men hold dig ude af cykelstien til fods, for det bliver du gjort opmærksom på.
Sproget er tysk, bayersk er det, du faktisk hører, og engelsk tales bredt i centrum og næsten universelt blandt yngre. Man hilser her med Grüß Gott frem for Guten Tag, og at bruge det bliver bemærket og værdsat. Münchnere er formelle ved første møde og varme derefter — skiftet fra Sie til du er en reel tærskel. Ølhaven suspenderer det meste af det: fælles bænke, ingen præsentationer nødvendige og en samtale, der starter, fordi nogen bad om at måtte sætte sig. Punktlighed betyder mere end i næsten noget andet land.
Maxvorstadt og Schwabing-enden af Englischer Garten rummer de studerende og det unge internationale publikum, med de billigste caféer i den centrale by. Glockenbachviertel og Gärtnerplatz er, hvor aftenens sociale liv samler sig. München har en meget stor international arbejdsstyrke omkring teknologi- og bilvirksomhederne, og den tilhørende meetup-kultur er stærk — sprogudveksling, løbegrupper langs Isar, klatrehaller og fodboldligaer annoncerer alle på engelsk og er lette at blive en del af. Om sommeren er Flaucher og Englischer Gartens enge det selvfølgelige sociale rum for alle.
Nej, og som regel kan du ikke. Selvbetjeningsafsnittet fungerer efter først til mølle, og at finde en plads ved et fælles bord er den normale måde at komme ind på — spørg Ist hier noch frei? og sæt dig. Kun det tjenerbetjente afsnit med duge tager reservationer, typisk for større selskaber. Undtagelsen er Oktoberfest, hvor et bord i et telt i weekenden og om aftenen er praktisk talt umuligt uden en reservation lavet måneder i forvejen.
Hvis skalaen tiltaler dig, ja — men tag afsted på en hverdag, ankom sidst på formiddagen, og forstå at overnatning koster to til tre gange normalprisen og er udsolgt til foråret. Vil du have bayersk ølkultur uden seks millioner mennesker, så kom i maj eller juni i stedet, hvor de samme ølhaver er åbne, vejret er bedre, og du kan gå ind hvor som helst.
Det er Tysklands dyreste by, mest på grund af huslejen, men de daglige udgifter er moderate efter vesteuropæisk målestok. En liter øl koster omkring ti euro, et solidt måltid i et Wirtshaus femten til tyve, en dagsbillet til transport under ti, og de store museer tager en euro om søndagen. At tage sin egen mad med i en ølhave er lovligt og normalt, hvilket gør de bedste eftermiddage til nogle af de billigste.
München ligger konsekvent blandt Europas sikreste store byer og føles sådan, også sent om aftenen og i den offentlige transport. De vigtigste forbehold er de sædvanlige: lommetyveri i menneskemængder ved hovedbanegården og under Oktoberfest, hvor fuldskab også gør festpladsen og togene hjem larmende. Området lige omkring hovedbanegården er den mest forsømte del af centrum og stadig ikke farligt.
Ja — Isars vandkvalitet overvåges og er god, og tusindvis gør det hver sommerdag. Vandet er alpint og koldt nok til at tage vejret fra dig, strømmen er hurtigere, end den ser ud, og bunden er løse sten, så tag sko på, du kan svømme i. Hold god afstand til stemmeværkerne, som er direkte farlige, og følg der, hvor de lokale går i og op, i stedet for at vælge dit eget sted.
Maxvorstadt for museer, studerende og værdi; Glockenbachviertel for aftenerne; Haidhausen på den anden side af floden for en roligere boligstemning med gode restauranter og ti minutters sporvogn til centrum. Den gamle bykerne er praktisk og karakterløs. Omkring hovedbanegården er det billigste og mindst behagelige, selv om det er velforbundet og fuldstændig sikkert.